Billede af uirá uirá fra Pixabay

Hvorfor anbefaler vi all grain frem ekstraktbrygning for både begyndere og øvede? Vi gennemgår argumenterne og forklarer hvorfor beerkits med ekstrakt ikke fylder det store i vores brygverden.

Har du kigget rundt på nettet efter gode råd som ny ølbrygger, har du måske set en del diskussion om den bedste måde at starte på – ekstrakt eller all grain brygning. Og har du besøgt vores butik, kan du også se at vi forhandler et par ekstrakt beerkits.

Hvorfor er det så lige at alle vores begynderguides på Brygblog ikke nævner et ord om ekstraktbrygning? Og hvorfor virker det som om at de ekstrakt kits på butikken næsten er lidt gemt væk?

Det er fordi vi faktisk ikke synes, at ekstrakt kits er en god måde at starte som brygger. Her må vi erklære os lidt uenige men nogle af de andre begynderguides du kan finde, men lad mig forklare hvorfor vi lægger så meget vægt på all-grain.

Hvad er ekstrakt? Hvad er beerkits?

Disse beerkits fra Mangrove Jack’s indeholder ekstrakt af malt og alt andet, der skal bruges til en øl. Du skal gøre meget lidt af arbejdet selv.

Når du brygger øl er det første trin mæskning. Kort fortalt lægges malt her i varmt vand for at afgive smag og sukkerstoffer.

Læs mere om hele brygprocessen her

Med et maltekstrakt er mæskning allerede gjort for dig, og du får et koncentrat af dette, som du tilsætter til vand selv for at starte dit bryg. Du slipper altså for selv at mæske. Det sparer tid og fjerner et muligt usikkerhedsmoment – der er færre ting, der kan gå galt for den mindre erfarne brygger.

Beerkits er sæt der bruger ekstrakter, så du ikke selv skal mæske og koge urt, men stort set bare blander ingredienserne og sætter dem til gæring.

Det betyder også, at der er mindre mulighed for selv at præge smagen. Du ender i høj grad med den samme øl hver gang.

Det er helt klart lettere, men ekstraktprocessen er ikke perfekt. Maltekstraktet kan godt give lidt en speciel bismag, og du opnår ikke nogen dybere maltprofil i smagen. Opskrifterne i beerkits tager højde for dette, og spiller på andre styrker i smagen, men der er visse øltyper det lykkes bedre med end andre.

Derudover er ekstrakt dyrere end at købe råvarer. De kræver til gengæld lidt mindre udstyr, da du ikke selv mæsker og koger urt.

Hvad er all grain?

All grain betyder ganske enkelt at du brygger med alle ingredienserne som råvarer selv. Det kan være at du køber et all-grain kit eller du køber ingredienserne enkeltvis.

All-grain kits betyder at du vælger en særlig opskrift og så får alle ingredienser til den opmålt og klar til brug sammen med en nem trin-for-trin vejledning. Ligesom beerkits lader det nybegyndere så vel som øvede brygge en specialøl af sin foretrukne stil, uden selv at skulle eksperimentere og formulere en opskrift.

Med all-grain-brygning påvirker brygprocessen i højere grad det endelige resultat. Små variationer i brygningen som mæsketemperatur kommer til at spille en rolle for den endelige øl. Faktorer som dette gør at du kan præge smagen af den endelige øl i høj grad, selv hvis du brygger efter en opskrift. Det tilføjer også et usikkerhedsmoment – der er mere der potentielt kan gå galt.

All-grain kits kommer med malt, humle og gær pakket og klar til brug

For begynderen

På trods af denne usikkerhed kan vi kun varmt anbefale all-grain brygning for nybegyndere. Der kan være mange grunde til at brygge øl selv, men i de fleste tilfælde vil all-grain stadig være den rigtige løsning.

Måske er du ikke synderligt interesseret i at præge og fintune smagen på din øl, men vil brygge for at få store mængder af billigt specialøl. Når du begynder at købe råvarer i store mængder er det ganske økonomisk. Til sammenligning er mange ekstrakter lidt halvdyre. Nok må du investere lidt mere i udstyr for at kunne brygge store mængder all-grain effektivt, men det er en engangsinvestering.

Se også vores guide til udstyr om hvad du skal bruge til at begynde at brygge

Brygger du bare for oplevelsen af at have lavet din øl selv, synes vi også at det bedst opnås ved all grain. Her kommer du trods alt til at håndtere og tilberede alle ingredienser selv, selv hvis du brygger med et kit.

Og som vi allerede har nævnt, hvis du brygger for selv at præge smagen af den endelige øl er all grain også svaret. Mulighederne for dette er meget begrænsede med ekstrakter. De er til gengæld noget nær uendelige med all grain brygning med alle de tænkelige måder forskellige malte, humler, gær og mere kan sammensættes og teknikker justeres.

Nok anbefaler vi at du som begynder starter med at følge opskriften tæt, men så lærer du også håndværket. Du kommer til at opleve den effekt hvert trin har på den endelige smag, og få en tæt fornemmelse for råvarerne. Hvis du derimod starter med ekstrakter og bevæger dig videre til all grain, er det næsten som at starte forfra med at lære.

Vi forstår godt at udstyret til at brygge all grain kan være en stor investering, især hvis du ikke er sikker på om ølbrygning er for dig

Brew box med all grain kit samt grundlæggende udstyr. Udover vand og gryder er her alt du skal bruge.

Her synes vi egentlig at en brew box er en lige så god løsning. Her får du også alt du skal bruge i én boks. Sammenlignet med ekstraktbrygning er de mest markante forskel på brygprocessen, at du skal bruge lidt mere tid og en større gryde til mæskningen. Til gengæld har du så prøvet at brygge ”rigtigt”. Du gennemgår alle de samme trin som den erfarne hjemmebrygger vil: mæskning, udmæskning, urtkogning, gæring og karbonering. Så hvis du fortsætter som brygger, er du allerede godt på vej. Du har lært håndværket og begynder så småt at udvikle en fornemmelse for hvordan smagen præges. Det eneste af brygarbejdet, der er håndteret for dig er udvikling af opskrift og opmåling af ingredienser.

Brygning med ekstrakt har måske sin plads som en engangsfornøjelse eller hvis det skal gå virkelig hurtigt, og derfor forhandler vi som nævnt også et lille udvalg af beerkits. Hvis du har nogen videre ambitioner med dit bryg, kan vi dog kun anbefale all grain. Så kan du starte med all-grain kits, hvor opskriften er skrevet på forhånd, og gradvist begynde at præge dit bryg mere og selv formulere opskrifter. Måske opgraderer du med tiden dit udstyr, men hele vejen igennem brygger du på grundlæggende samme måde, og udvikler dine evner og dit håndværk.